Dorking-racen - romernes livret
Skrevet af Flemming Schiøtte i Racefjerkræ nr. 4, 27 årgang april 1997
For godt og vel to tusind år siden drog romerne på erobringstogt over kanalen fra Frankrig til England under ledelse af selveste Julius Cæsar.
Det blev indledningen til mere end 100 års romersk herredømme i hele det sydlige England, og for hønseholdet i England fik det en næsten revolutionerende betydning.
Da romerne kom myldrende var landet beboet af keltiske stammer, og Cæsar skriver i sin beretning om disse folk, at de "mærkeligt nok ikke må spise hønsekød".
Sagen er den, at for kelterne var hønsene hellige dyr. Endda så hellige, at der var dødsstraf for at spise dem. Det eneste, man brugte dem til, var hanekampe, som indgik i den religiøse kultur.
Derfor var alle engelske høns på den tid deciderede kamphøns, hvis efterkommere vi kender den dag i dag, og da romerne, der elskede en god steg af unge haner, forsøgte at sætte tænderne i sådan en kamphane, blev de dybt skuffede. Den var sej og hård i kødet, og var slet ikke det, de havde glædet sig til.
Hvad gør man så, når man er en lækkersulten romer? Man sender selvfølgelig bud hjem til Rom efter nogle gode høns, der kan få tænderne til at løbe i vand, og det varede ikke længe, før høns af en ganske anden støbning spankulerede rundt i det sydlige England.
De dyr blev de oprindelige stamfædre til den britiske nationalrace DORKING, der langt senere fik sit navn efter en lille by Dorking i grevskabet Surrey syd for London, fordi avlen af racen på et tidspunkt var koncentreret her.
At det virkelig forholder sig således, sandsynliggøres af den antikke romerske landbrugsforfatter, Columella, ( år 50 e.Kr.), der opregner adskillige typer af høns, og han beskriver det, han anser for den ypperste af alle romerske kødhøns således:
"Kraftig, stor, firkantet krop med et muskuløst og bredt bryst, stort hoved med en lille opretstående kam og (meget vigtigt) fem tæer på hver fod, hvor løbene er korte og hos hanerne forsynet med lange og spidse og "meget farlige" sporer".
Såvidt Columella, og ser vi efter i standarden, vil vi kunne konstatere, at han på det nærmeste har givet den nugældende standardbeskrivelse af Dorkingracen. Dog er kammen blevet noget større, idet man i forrige århundrede forsøgte sig med indkrydsning af bl.a. Minorka, hvad der for en tid gav kamproblemer, som tyskerne endnu ikke er kommet ud af.
Da romerriget brød sammen drog de fleste romere tilbage, hvor de kom fra, men hønsene blev i England, og kelternes strenge regler for hønsenes anvendelse var brudt én gang for alle.
Tusind år gik,og de romerske høns etablerede sig stille og roligt i grevskaberne Surrey og Sussex syd for London, hvor de efterhånden blev de vigtigste leverandører til det londonske marked, men hvor de efterhånden mistede en del af deres oprindelige fremragende særpræg. Tusind år er lang tid, når avlsarbejdet ligger hos folk, der vedmeget lidt om dens slags sager.
Men i 1066 blev England atter angrebet over kanalen. Denne gang var det normannerne, der fra den anden kanalbred havde krævet herredømmet over England, og som nu kom dragende med Vilhelm Erobreren i spidsen for at gøre deres krav gældende. Under slaget ved Hasting blev den engelske hær totalt slået, og normannerne opkastede sig som herrer over England helt til den skotske grænse.
Og nok engang nød hønsene godt af de nye tider.
Under slaget ved Hasting blev den engelske hær totalt slået, og normannerne opkastede sig som herrer over England helt til den skotske grænse. Og nok engang nød hønsene godt af de nye tider.Normannerne, der egentlig var efterkommere efter vikingerne, kom fra Frankrig, hvor de havde indgående kendskab til de lækre franske kødracer, der i virkeligheden var efterkommere efter de romerske kødhøns, og dermed Dorking- hønsenes "fætre", hvad man bl.a. kan se, ved at adskillige af dem er femtåede, som Columella havde angivet.
Disse franske høns, der hurtigt fulgte i hælene på normannerne, gav dyrene i Surrey og Sussex en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, men heldigvismed arveegenskaber, der på det nærmeste var identiske med de oprindelige fremragende egenskaber.Fra da af kommer der bedre hold på avlsarbejdet, og gennem de næste 1000 år, indtil i dag, kan racens fortsatte eksistens følges gennem gamle beretninger og afbildninger.
Gennem tiderne opsod der flere forskellige farveslag, og for 100 år siden, da udstillingsinteressen kom til verden, regnedes der med en række farvevarieteter, nemlig først og fremmest den såkaldt "Mørke Dorking", der er mørkt gråsort og strågul og som anses for den ældste, den "Røde Dorking" der beskrives lidt flydende som rød og sort med nogle hvide pleter (er det mon den trefarvede varietet, vi kender fra Sussex-racen?), den "Hvide Dorking", der er rent hvid og forsynet med Rosenkam, og en tværstribet varietet som englænderne kalder "Cuckoo Dorking".
Men alle disse varieteter er i dag næsten gået i glemmebogen, idet der i århundredet før var opstået en ny varietet, den såkaldte "Sølvgrå Dorking", der havde hentet sin smukke farve hos den sølvfarvede engelske kamphøne i stor race.
Denne farvesammensætning er i realiteten Bankivahønens farver med én ændring: Alt guld er erstattet med sølv.
At man havde indkrydset kamphøns medførte i første omgang lidt vanskeligheder med kropsfylden og kødkvaliteten, som dog lod sig løse, hvorimod der længe måtte kæmpes med løbslængden, og den dag i dag må avlerne bestandig arbejde med at "holde den sølvgrå nede" på det dybe, kortbenede plan, der er så karakteristisk for racen, og som allerede var et kendetegn for 2000 år siden.
Vanskeligheden består bl.a. deri, at det alene er et spørgsmål om udvalgsavl, da der ikke er tale om genetiske betingelser for korte løb, som vi kender det hos Krybere, Luttehøns og Chabos.
Trods disse vanskeligheder blev den sølvgrå hurtigt langt den mest populære, og i dag er den praktisk taget enerådende, selv i England. I de fleste hønsefolks bevidsthed er Dorkingracen ligefrem identisk med den smukke sølvgrå farve.
Dorkingracen er på ingen måde almindeligt udbredt blandt de danske hønseavlere, og det er lidt af en sjældenhed at møde den på vore skuer, og det er for såvidt en skam, eftersom det er en stor, smuk produktionshøne med meget fine egenskaber. Enkelte stammer er der tilbage i landet af god kvalitet, bl.a. på Fyn og i Midtjylland, så det er muligt at komme i avlen.
For den, der kunne have lyst til at deltage i arbejdet med at bevare denne ældgamle hønserace ligger der et arbejde og venter.
